Misha var min første siameser, og hendes opdrætter, Alice Jæger, fik mig hurtigt overbevist om, at siamesere helst vil være to ad gangen, så Misha fik sin halvsøster, Natasha, med.

Misha havde et ualmindelig kærligt og tillidsfuldt sind. Hun var altid lige i nærheden, helst på skødet eller under dynen. 

Misha var hverken til avl eller udstilling. Det sidste gik op for mig, da hun fik bedømmelsen MG 4. For mig var hun smuk alligevel. Hun skulle have været parret, men der var noget galt med hendes fertilitet, så hun havde kun en eneste løbetid.

Desværre blev hun kun 11 år gammel. Hun fik kræft i endetarmen, og måtte aflives.

Misha Al Kattá, SIA b (chokolademasket)
Natashas halvsøster

f. 18/4-1989 - d. 26/4-2000

Natasha Al Kattá, SIA b (chokolademasket)
Mishas halvsøster

f. 13/4-1989 - d. 21/11-2004

Natasha var min første avlshun. Hun fik kun et eneste kuld, hvorfra jeg beholdt Archie som udstillingskastrat. Hendes næste kuld var en katastrofe: 4 killinger døde i livet på hende, og kun et mirakel og en dygtig dyrlæge reddede hendes liv.

Selv som kastrat var hun flokkens dronning, og hun regerede både kattene og mig med sin naturlige og charmerende autoritet.

Hendes mest rørende træk var en veludviklet trang til at beskytte de svage. Hun integrerede nytilkomne killinger ved at adoptere dem, og hvis en kat blev syg, veg hun ikke fra dens side, men holdt den varm med sin egen krop. Når Natasha lå oven på en kat, vidste jeg, at det var tid at søge dyrlæge. Det fortæller denne artikel fra DSO-bladet meget mere om.

Jeg fik lov at beholde Natasha i 15 år - og alligevel synes jeg, hun levede for kort. Hun fik brystkræft og blev opereret, men kort tid efter måtte hun aflives.

I mange år var Archie min udstillingskastrat, og sammen med ham rejste jeg Europa tyndt. Han fandt sig pænt i det og tog de fleste af sine certifikater uden problemer. Han var nomineret flere gange, blev BIV seks gange og en enkelt gang blev han BIS og dagen efter BOX. Til sidst blev han træt af udstillinger, og da han var blevet EP, fik han lov at blive hjemme.

Archie var sart af natur, men kærlig og tillidsfuld. Han tålte ikke ufred i flokken og selv var han mild og fredelig. Han var en rigtig middagsherre og udviklede en bordtiggerteknik, der var så charmerende, at ingen kunne stå for ham. Her er en artikel om ham fra Kattemagasinet.

Også Archie nåede den høje alder af næsten 15 år, og det var svært at sige farvel til ham. Han fik pludselig autoimmun hæmolytisk anæmi og havde det ganske forfærdeligt. Han kunne måske have overlevet, men hans hjerte havde taget skade og var forstørret, så jeg lod ham få fred. 

EP Falstria's Archie, SIA n (brunmasket)
Natasha's søn

f. 13/3-1991 - d. 20/12-2005

Bimmer Braun Brimiso (med Alma og Asta), SIA n (brunmasket)

f. 17/11-1992 - d.4/6-1996

Bimmer er den eneste kat, jeg har taget af medlidenhed. Hun var ekstremt sky, og jeg håbede, at den rette behandling ville gøre hende mere tryg.

Kun under hendes første fødsel accepterede hun mig og lod mig hjælpe, men et par dage senere var hun sig selv igen og lige så forskræmt som før.

Hendes andet kuld skulle ikke være. Et par uger inde i drægtigheden fik hun livmoderbetændelse og blev opereret. Hun kom sig ikke efter narkosen og døde på dyrehospitalet.

Jeg tror, at døden var en lettelse for hende, men jeg bebrejder mig selv, at det ikke lykkedes at kæle hende til.

Alma var Bimmers datter og født her i huset, men hun bar ikke mit stamnavn, fordi Bimmer først blev ejerskiftet efter fødslen.

Alma var en sød og kærlig killing, men som voksen blev hun gradvist mere fjern. Hun blev udstillet næsten helt til GIC, men manglede det sidste certifikat fra 3. land. Det lykkedes aldrig at få killinger med hende, selvom hun blev parret flere gange med forskellige hanner.

Med årene ændrede Alma karakter og blev mere og mere ængstelig. Til sidst lå hun i bunden af klædeskabet og vovede sig kun ud, når vi var helt alene. Jeg forsøgte forskellige behandlinger, men uden held. Til sidst måtte jeg indse, at hun nok var arveligt belastet, og jeg måtte gå den tunge gang til dyrlægen for at udfri hende af hendes lidelser.

IC Alma Braun Brimiso , SIA n (brunmasket),
Bimmers datter og Astas søster

f. 30/4-1994 - d. 18/1-2002

Asta Braun Brimiso, SIA n (brunmasket)
Bimmers datter og Alma's søster

f. 30/4-1994 - d. 26/2-2004

Asta var Almas kuldsøster, og hun flyttede ind hos Bimmers opdrætter, Britt Hansen, som "parringsgebyr". Der boede hun i 4 år og fik også en enkelt killing, men i februar 1998 døde Britt, og Asta flyttede hjem igen - sammen med sin bedstemor Julle.

Hun kunne tilsyneladende kende det hele igen og fandt sig hurtigt til rette. Hun var en sjov lille kat, som var meget nem at omgås. Men udstilling kunne hun ikke lide. Hun var med på hobby-udstilling en enkelt gang, men blev så rystet, at hun sked tyndt på dommerbordet. Så fik hun lov at slippe.

Selv om hun havde været mor tidligere, lykkedes det ikke at få hende gravid. Derfor findes der slet intet afkom efter Bimmer.

Asta fik dårlige nyrer, og det gik så hurtigt ned ad bakke, at hun ikke stod til at redde.

Julle var egentlig slet ikke min kat. Hun boede hos sin opdrætter, Britt Hansen, der døde i 1998. Da jeg kom for at hente Asta hjem igen, stod Julle på listen over katte, der skulle aflives, fordi ingen ville have en 10 år gammel kat. Det kunne jeg ikke bære. Jeg kendte Julle som Britts sødeste kat, og hun var tilmed Astas bedstemor, så hun kom med i transportkassen.

Det blev et kort, men varmt venskab. Julle var forbløffende hurtig til at finde sig til rette i sit nye hjem sammen med sit barnebarn Asta, og mine andre katte fandt hurtigt ud af, at der ikke var skabt ondt i Julle. Se hele historien om Julle og Asta her.

Julle fik brystkræft kort efter, at jeg fik hende. Hun blev opereret og holdt imponerende længe ud, men en dag var det slut. 

Jeg kom til at holde meget af Julle på den korte tid.

IC Julia Braun Brimiso, SIA n (brunmasket)

f. 1/5-1988 - d.29/5-2000

IC Quanna van de Marcken, SIA n (brunmasket)

f. 24/6-2000 - d. 9/9-2006

Quanna var min første importerede kat. Hun kom fra Corry Rijksbaron i Holland. Jeg ønskede mig en renavlet siameser-avlshun med en bedre type, end jeg hidtil havde haft. Jeg fik begge dele og i tilgift en usædvanligt kærlig kat, som elskede at sidde på skulderen og stikke næsen i alting. 

Quanna fik et stort, dejligt kuld, som jeg beholdt mine to "blådyr" fra. Siden ville det ikke lykkes at få hende drægtig. Til gengæld var hun en god babysitter for de andres kuld, og hun lagde tilmed mælk ned, når der var småfolk i huset.

Jeg kunne ikke få mig selv til at slette de sider, jeg lavede til Quanna, da hun var i live. De kan ses her.

Quanna fik en knude i brystet i efteråret 2005, og jeg havde håbet, at den ikke ville udvikle sig så hurtigt, men desværre tog det pludselig fart, og der var ikke håb om, at en operation ville hjælpe hende, så Quanna måtte aflives. 

Ute Krüger forærede mig Penny, da jeg stod og manglede en avlshun. Hun var en sund og robust kat, der aldrig havde haft en sygedag i sit liv, og det er helt uforståeligt, at hun ikke er her mere.

Penny var en dejlig kat med et ualmindelig kærligt og tillidsfuldt sind, og hun havde en uimodståeligt charmerende vane med at strække sig op ad folk for at blive løftet op.

Penny nåede desværre kun at få et enkelt kuld, men da viste hun sig at være en ualmindelig god mor, både under fødslen og killingernes opvækst. Pennys egen side kan ses her.

Hun skulle have været parret igen, da hun pludselig blev syg, og skønt behandlingen så ud til at virke, døde Penny af autoimmun hæmolytisk anæmi efter mindre end 14 dages forløb.

Penny von der Grünstiege, SIA b (chokolademasket)

f. 16/1-2004 - d. 23/5-2008

Falstria's Clair Renaissance, SIA a, (blåmasket)
Quannas datter af første kuld

f. 2/11-2001 - d. 5/7-2010 

Clair Renaissance (og hun hed virkelig det hele) stod fra starten mit hjerte nær. Quanna havde mælk i 4 dievorter og 5 killinger at amme, og Clair Renaissance var mindst - men hun var en fighter og havde en imponerende vitalitet. Hun blev mit flaskebarn.

Clair Renaissance er mor til Fabian, men desværre måtte hun steriliseres pga livmoderbetændelse.

Hun var en meget talende kat, og trods hendes lidenhed havde hun den dybeste siameser-stemme jeg har hørt. Hun havde også en fantastisk evne til at apportere vinpropper som hun bar som en cigar midt i munden, så man kunne høre hendes vejrtrækning udenom. Hun gik hele vejen rundt om mine fødder og afleverede pænt med halen sirligt foldet rundt om forpoterne mens hun ventede på det næste kast.

Clair Renaissance blev pludselig slået med blindhed, antagelig pga en hjernesvulst. Så vi gik den tunge vej.

Jeg havde håbet at Vilma skulle være mor til en række af 2.generations Falstria-katte. Hun blev parret 4 gange med 3 forskellige hanner uden at få killinger, og da hun fik livmoderbetændelse for anden gang indenfor få måneder, blev hun steriliseret.

Hun var en elskelig kat der altid lå på skødet, og hun skulle have haft et langt og godt liv som kastrat, men sådan skulle det ikke være.

Hun fik tre tænder fjernet, men var for længe om at begynde at spise bagefter. Der måtte en anden dyrlæge til at opdage at hun havde fastet sig til en fedtlever, men da var det for sent. Trods intensiv behandling med væske og tvangsfodring visnede Vilma langsomt for øjnene af mig.

Falstria's Vilma, SIA b (chokolademasket)
Penny's datter

f. 11/1-2006 - d. 5/12-2010

Falstria's Clemente,  SIA a (blåmasket)
Quannas søn, Clair Renaissances kuldbror

f: 2/11-2001 - d. 19/1-2011

Jeg har altid vidst at mine to blådyr ikke kunne undvære hinanden og sikkert ville dø med kort mellemrum. Alligevel var det et lammende slag for mig da Clemente sygnede hen og døde, bare 5 måneder efter Clair Renaissance.

Clemente og jeg har haft utallige oplevelser sammen, både i hans lange karriere som udstillingskastrat og herhjemme hvor han varetog sin rolle som "manden i huset" med megen stolthed. Han var mild og god, og hver gang der kom en ny killing ind i huset, var han sikker på at han var blevet far. Jeg nænnede ikke fortælle ham at det kun var lykkedes én gang i hans meget unge dage.

Clemente kunne mange sjove ting: Drikke af vandhanen, trylle skuffer op og den slags - altid fulgt af Clair Renaissances beundrende blik, indtil det en dag var slut. Efter et kortvarigt sygdomsforløb hvor alle forsøg på behandling prellede af på Clemente, satte hans nyrer ud, og han stod ikke til at redde.

 - vi mødes ved Regnbuebroen!